En rund arena af sten og tegl med over femten tusind pladser og en af de ældste tyrefægterarenaer i regionen Valencia, der stadig står. Men dette så festlige sted gemmer på et meget mørkt kapitel: da Den Spanske Borgerkrig sluttede, holdt det op med at være en arena og blev en koncentrationslejr.
To arenaer, den ene oven på den anden
Alicantes første tyrefægterarena blev bygget i 1848 af Emilio Jover, et af de store navne i Alicantes arkitektur i 1800-tallet, den samme, der rejste Teatro Principal knap et år før. Kulturens templer og tyrefægtningens templer fra samme tegnestue.
Den, du ser i dag, er resultatet af en stor ombygning i 1888 ved José Guardiola Picó, som genindviede den samme sommer med tidens store tyrefægtere: Lagartijo og Guerrita, to legender fra Córdoba. At arenaen blev indviet med dem, viser projektets ambitioner.
Med over femten tusind pladser var det et anlæg i stor skala for datidens by, sammenligneligt i kapacitet med et moderne stadion. I 1800-tallets Spanien var tyrefægterarenaen det største offentlige forsamlingssted, en provinshovedstad havde.
Koncentrationslejr i 1939
Da Den Spanske Borgerkrig sluttede, blev republikanske fanger stuvet sammen mellem disse mure under yderst hårde forhold til langt ind i 1939. Et sted skabt til fest blev et fængsel for de besejrede, og det siger en hel del om, hvad de år var.
Forklaringen ligger i krigens sidste geografi. Alicante var Republikkens sidste store by, der faldt, i slutningen af marts 1939, og tusinder af mennesker stimlede sammen i havnen i håb om at flygte over havet. Kun ét skib, Stanbrook, nåede at sejle ud.
De, der blev fanget på land, blev stuvet sammen i ethvert ledigt område: tyrefægterarenaen, San Fernando-fortet, improviserede lejre i udkanten. Hele byen fungerede i ugevis som et fængsel.
I dag er arenaen igen, hvad den var: en scene for tyrefægtning, koncerter og massearrangementer. Men den fortjener, at du ser på den med viden om alt det, den har båret på sine skuldre.
Gå ikke glip af
To arenaer oven på hinanden
Den første fra 1848, af Emilio Jover; den nuværende er Guardiola Picós ombygning fra 1888.
Lagartijo og Guerrita
Den blev genindviet i 1888 med tidens to store tyrefægtere, begge fra Córdoba.
Den var koncentrationslejr
I 1939, med republikanske fanger stuvet sammen under yderst hårde forhold til langt ind i året.
Den sidste by, der faldt
Alicante holdt stand til slutningen af marts 1939, og derfor samledes de flygtende her.
Sådan passer det ind i dit besøg i Alicante
Den ligger i centrum, nær Plaza de los Luceros og Mercado Central, et stenkast fra aksen langs Rambla. Det er et kort stop på ruten gennem centrum.
Udefra kan du se den frit. Indvendigt besøges den sammen med Museo Taurino, der har åbent på bestemte tidspunkter, og der er også adgang på forestillingsdage, som uden for tyrefægtersæsonen som regel er koncerter.
Sammen med Plaza del 25 de Mayo, Mercado Central og eksilets kajer indgår den i en rute gennem minderne om krigen i Alicante, som næsten ingen tager, og som byen fortjener.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem var Lagartijo og Guerrita?
To tyrefægterlegender, hverken mere eller mindre, og begge fra Córdoba. Lagartijo, der hed Rafael Molina, var den store mester i anden halvdel af 1800-tallet, elegant og kølig som ingen anden i arenaen. Og Guerrita, Rafael Guerra, var hans arvtager, en dominerende tyrefægter, der prægede en hel epoke. At arenaen blev genindviet med de to på plakaten, svarede til i dag at åbne et stadion med tidens to største stjerner. Lutter begivenhed.
Hvorfor endte fangerne spærret inde her?
Fordi Alicante var republikkens sidste store by, der faldt, i slutningen af marts 1939. Tusindvis af mennesker stimlede sammen i havnen i håb om at flygte over havet; kun ét skib, Stanbrook, nåede at lægge ud, propfyldt. De, der blev tilbage på land, fanget, blev stuvet sammen i et hvilket som helst stort anlæg, der kunne bruges som improviseret lejr, og denne arena var et af dem, før lejrene Los Almendros og Albatera. En bitter afslutning på krigen.
