Duften af salt, diesel og fisk er ikke en fejl: det er duften af byens penge og af dens liv. Vigos havn er en af verdens største fiskerihavne, og hvert år kommer der hundredtusinder af tons fisk og skaldyr ind her.
Verdenshovedstaden for frossen fisk
Fra denne by kom Pescanova og en hel industri af frossen fisk, der fisker på halvdelen af kloden, fra Argentina til Namibia. Når du spiser kulmule et hvilket som helst sted i Spanien, er den med stor sandsynlighed kommet gennem her.
Navnet bag er José Fernández López, der grundlagde Pescanova i Vigo i 1960 med en idé, der ændrede alt: at fryse fisken ned om bord, på selve skibet, så snart den kom op af vandet.
Det gjorde det muligt for skibene at fiske i hele måneder på meget fjerne fiskepladser, uden at fangsten blev fordærvet, og det forvandlede fuldstændig verdens fiskeriøkonomi. Den spanske flåde af frysetrawlere er stadig en af de store på kloden, og dens base er her.
Hver nat før daggry omsætter Vigos fiskeauktion en mængde fisk, der tager pusten fra dig, og et besøg der – når det er muligt – er en af de mest imponerende oplevelser, byen har at byde på.
Havnen tog også folk med sig
I årtier sejlede hundredtusinder af galiciere fra disse kajer mod Buenos Aires, Havana eller Montevideo, med papkufferten og hele livet foran sig. Vigo var den store port for udvandringen fra nordvest.
Sporene af det lever stadig på begge sider af Atlanterhavet. I Argentina kalder man enhver spanier for »gallego«, uanset hvor vedkommende kom fra, netop fordi så overvældende mange gik i land i Buenos Aires fra disse kajer.
Mange familier i Vigo har stadig fætre og kusiner på den anden side, og det dobbelte tilhørsforhold kan mærkes i sproget, i efternavnene og i de galiciske foreninger, der stadig er i gang i halvdelen af Amerika.
Byen voksede med ryggen til sig selv og vandt hele tiden meter fra havet for at gøre havnen større, for her kom vandet altid først. I dag er den desuden krydstogthavn, der hver sæson læsser bjerge af turister af præcis dér, hvor man før græd ved afskederne.
Gå ikke glip af
En af verdens største fiskerihavne
Hundredtusinder af tons fisk og skaldyr hvert år.
Her blev Pescanova født
José Fernández López grundlagde det i 1960 med idéen om at fryse fisken ned om bord.
Udvandringens port
Hundredtusinder af galiciere sejlede herfra til Buenos Aires, Havana og Montevideo.
Derfor siger man »gallego« i Argentina
Så mange gik i land i Buenos Aires, at man dér kalder enhver spanier sådan.
Sådan passer det ind i dit besøg i Vigo
Du ser den fra hele havnefronten, mellem A Laxe og færgeterminalen, hvorfra bådene sejler ud i Vigos ría (flodmunding). Og endnu bedre oppefra: Mirador del Castro giver det fulde overblik med kranerne, muslingeflåderne og Cíes-øerne i baggrunden.
Fra færgeterminalen sejler bådene til Cíes-øerne, som i sæsonen kræver tilladelse på forhånd og har et begrænset antal pladser om dagen. Det er den udflugt, der giver mest igen, hvis du har en ekstra dag.
Havnen forstår du også ved at gå gennem det, der forsynede den: O Berbés, det gamle fiskerkvarter, og A Pedra med markedet og østerskonerne. Alt ligger ti minutters gang væk.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem byggede det imperium af frossen fisk op her?
Et bestemt navn: José Fernández López, der grundlagde Pescanova i 1960 lige her i Vigo. Hans idé ændrede alt: at fryse fisken ned om bord, på selve skibet, så snart den kom op af vandet. Sådan kunne skibene fiske i hele måneder på meget fjerne fiskebanker, uden at fangsten blev ødelagt. Ud af den opfindelse voksede en stor del af byens industri, og med den tusindvis af familier, der stadig i dag lever af havet.
Er det rigtigt, at man i Argentina kalder spaniere for »gallegos«?
Ganske rigtigt, og det kommer netop herfra, fra disse kajer. Der var så overvældende mange galiciere, der gik i land i Buenos Aires, at man dér endte med at kalde enhver spanier »gallego«, uanset hvor vedkommende kom fra. Og det siger de stadig i dag. Tænk på, hvor mange skibe der må være sejlet fra denne havn, for at en hel region endte med at give sit navn til alle spaniere på den anden side af havet. Og bag hver af dem var der en familie, der blev delt i to, og et håb.
