Tårnet er i mudéjarstil, af mursten og med blændede småbuer, rejst af muslimske hænder til en kristen kirke. Men grunden til, at der er kø ved døren, er indenfor, i et lille, halvmørkt kapel: »Greven af Orgaz' begravelse«, som El Greco malede omkring 1586. Det har aldrig forladt stedet. Det blev malet til denne væg og til dette lys, og der hænger det stadig fire århundreder senere.
Et maleri delt i to verdener
Kompositionen er fuldstændig klar: forneden den jordiske verden, med Toledos adelsmænd, der begraver en mand blandt skinnende rustninger, hvide pibekraver og individuelle ansigter, som er portrætter af virkelige personer fra byen. Foroven åbner himlen sig i en storm af skyer og aflange sjæle.
Skellet mellem de to zoner er ikke kun tematisk: teknikken skifter. Forneden er tegningen fast, formerne kraftige og farven tæt; foroven strækker formerne sig, bliver utydelige, og stoffet bliver næsten dunstagtigt. El Greco malede to billeder i ét, for at springet skulle kunne mærkes.
Læg mærke til rækken af riddere. Maleren portrætterede sig selv blandt dem, med blikket vendt udad, mod den, der ser på. Han er den eneste i hele gruppen, der bryder scenen og får kontakt med beskueren, et greb, han brugte i flere værker.
En bestilling, der endte i retten
Værket blev bestilt i 1586 for at mindes en gammel gave fra don Gonzalo Ruiz de Toledo til sognet, og vurderingen endte i retten. El Greco krævede et langt større beløb end det tilbudte, der blev udpeget sagkyndige, og retssagen trak ud, noget ganske almindeligt i hans karriere, og som siger meget om hans temperament.
Den retssag efterlod desuden dokumenter, der har gjort det muligt at datere værket præcist og kende forløbet af bestillingen, hvilket er sjældent for datidens malerkunst. Det, der var en konflikt for maleren, er i dag en historisk kilde af første rang.
Kirken er beskeden, og maleriet hænger i et sidekapel, der er indrettet til besøg, med egen indgang. Kirken har bevaret sit tårn i mudéjarstil fra 1300-tallet, et af de bedste eksempler på Toledos murstensarkitektur, som fortjener at blive betragtet fra den lille plads, før du går ind.
Gå ikke glip af
Det har aldrig forladt stedet
Det blev malet til denne væg og dette lys i 1586 og er aldrig blevet flyttet. At se det på sin oprindelige plads ændrer værket.
To teknikker på ét lærred
Forneden fast tegning og tæt farve; foroven udstrakte former og dunstagtigt stof. Springet er malet med vilje.
El Greco malede sig selv
Blandt ridderne, med blikket vendt udad. Han er den eneste, der bryder scenen og søger beskueren.
Det endte i retten
Maleren førte sag om vurderingen. Retssagen efterlod dokumenter, der i dag gør det muligt at datere værket præcist.
Sådan passer det ind i dit besøg i Toledo
Den ligger i det jødiske kvarter, fem minutter fra Tránsito-synagogen og fem minutter mere fra klostret San Juan de los Reyes. Det er det første logiske stop på den rute, når du kommer fra katedralen.
Få meter derfra ligger El Grecos Hus, som ikke er det hus, hvor maleren boede – det er en tilskrivning fra 1900-tallet –, men som genskaber et interiør fra perioden og rummer værker af ham, blandt andre »Apostolado«. Det supplerer besøget godt, hvis maleren interesserer dig.
Besøget ved maleriet er kort, tyve minutter, og foregår med et begrænset antal besøgende ad gangen, så i højsæsonen kan der være ventetid. Det er værd at komme tidligt eller sidst på dagen, når du kan stå foran lærredet uden folk i vejen.
Ofte stillede spørgsmål
Hvem var denne herre af Orgaz, som bliver begravet?
En adelsmand fra Toledo af kød og blod: don Gonzalo Ruiz de Toledo, som døde i 1323 og var så gavmild over for dette sogn, at traditionen belønnede ham med et mirakel. Man fortæller, at da han blev sænket ned i graven, steg den hellige Stefan og den hellige Augustin ned fra himlen i egen person for at begrave ham med deres egne hænder. El Greco malede netop det øjeblik mere end to århundreder senere. Så det er ikke en hvilken som helst helgen: det er naboen, der betalte disse sten.
Og den dreng, der titter frem og peger på scenen?
Det er El Grecos egen søn, Jorge Manuel, som må have været omkring otte år, da hans far smuglede ham ind i maleriet. Læg mærke til lommetørklædet, der stikker op af hans lomme: på det står årstallet 1578, det år drengen blev født, som en lille malet fødselsattest. Med hånden åbner han scenen for os, som om han siger »se«. Datidens malere elskede at efterlade sig selv derinde, i al hemmelighed, for eftertiden.
