Her begyndte Santiago for den, der kom til fods. Det var den vigtigste af den middelalderlige bymurs syv porte og den første, som pilgrimmene på Camino Francés, den franske rute til Santiago og den mest befærdede vej i kristenheden, gik ind ad. Selve buen findes ikke længere – den blev revet ned i 1800-tallet – men stedet fungerer stadig som tærskel: den dag i dag kommer der vandrere ned ad her, som har gået i ugevis.
Hvorfor en pilgrimsby fik brug for bymure
Svaret er et årstal: 997. Det år lagde hærføreren Almanzor Santiago øde på et felttog. Han skånede apostlens grav, men lod katedralens klokker bære til Córdoba på kristne fangers skuldre for at hænge dem op i den store moské som trofæ.
Den ydmygelse fik byen til at omgive sig med mure, og den ring, der blev rejst bagefter, havde syv porte, hver vendt mod en adgangsvej. Denne, porten mod pilgrimsvejen til Santiago (Camino de Santiago), var den vigtigste målt på trafik og den, hvor hele modtagelsen af pilgrimmene var samlet.
Murene blev revet ned i 1800-tallet, da byen voksede, og stenbæltet gik fra at beskytte til at være i vejen. Af de syv porte står ingen tilbage, og kun stednavnene – Porta do Camiño, Porta Faxeira, Porta da Pena – viser, hvor de lå.
Tærsklen, der stadig er i brug
Forestil dig travlheden her for århundreder siden: værter, der sloges om de nyankomne, vekselerere, sælgere af muslingeskaller og lys, tiggere, skrivere. Hele byens økonomi var bygget op omkring strømmen af pilgrimme, og dette var stedet, hvor strømmen kom ind.
Ét faktum viser, hvad stedet betyder: i 1987 blev den første milepæl, der anerkendte Camino som Første Europæiske Kulturrute, sat op netop her, en erklæring fra Europarådet, der blev startskuddet til rutens moderne genrejsning.
Og det væsentlige er, at funktionen ikke har ændret sig. Det er stadig her, de fleste af verdens pilgrimme går ind til fods, og på bestemte tidspunkter af dagen ser du folk med rygsæk og stav komme ned ad her efter ugers vandring fra Roncesvalles, fra León eller fra den anden side af Pyrenæerne.
Gå ikke glip af
Porten findes ikke længere
Buen blev revet ned i 1800-tallet sammen med bymuren. Kun stednavnet og funktionen er tilbage.
Almanzor, 997
Han lagde byen øde og lod klokkerne bære til Córdoba på fangers skuldre. Derfor fik Santiago bymure.
Milepælen fra 1987
Her blev den første milepæl sat op, der erklærede Camino for Første Europæiske Kulturrute.
Stadig indgangen
Det er her, de fleste af verdens pilgrimme går ind til fods. Funktionen har ikke ændret sig i tusind år.
Sådan passer det ind i dit besøg i Santiago
Det ligger i den østlige kant af den gamle bydel, ti minutter til fods fra Obradoiro. Herfra begynder Rúa de San Pedro, som er de sidste meter af Camino Francés, før man når ind i den gamle by.
I samme område ligger klostret San Domingos de Bonaval med Museo do Pobo Galego, CGAC og Bonaval-parken, så området rækker til en lang halv formiddag og er det mindst befærdede i den gamle bydel.
Det gode tidspunkt er tidligt på eftermiddagen, når de kommer, der gik tidligt fra start på den sidste etape. At se pilgrimmene gå ind, hvor de har gået ind i tusind år, er uden overdrivelse noget af det, man husker bedst fra en rejse til Santiago.
Ofte stillede spørgsmål
Hvorfor havde en pilgrimsby bymure?
Af frygt, og med god grund. I året 997 lagde den muslimske hærfører Almanzor Santiago øde; han skånede apostlens grav, men lod katedralens klokker bære helt til Córdoba på skuldrene af kristne fanger for at hænge dem op i den store moské. Den ydmygelse fik byen til at mure sig inde. Og der kom revanche: i 1236, efter at have generobret Córdoba, befalede Ferdinand III, at det skulle være muslimske fanger, der bar de samme klokker tilbage til Santiago. Poetisk retfærdighed.
Hvorfor er muslingeskallen Caminos symbol?
Fordi den var beviset på, at man var nået helt til verdens ende. Efter at have omfavnet apostlen fortsatte pilgrimmene til den galiciske kyst, til Finisterre, hvor jorden for de gamle sluttede, og dér samlede de en kammusling op fra stranden. Den skal beviste, at du havde fuldført rejsen, og tjente samtidig som skål at drikke af eller tigge med på hjemvejen. Med tiden blev den syet fast på kappen og hatten og blev til det kendetegn, du stadig bærer i dag, hvis du går Camino.
Fandtes der en guide til at gå Camino?
Det kan du tro, og en af de første i verden. Omkring 1140 blev Codex Calixtinus skrevet, en bog, hvis sidste del hverken mere eller mindre var en praktisk guide for pilgrimmen: hvilke ruter man skulle følge, hvor der var godt vand, hvem man kunne stole på og hvem ikke, hvordan folk var i hver egn. Kort sagt rejseguidernes oldefar. Den opbevares i katedralens arkiv og gav alle et frygteligt chok i 2011, da den blev stjålet; heldigvis dukkede den op året efter.
