Mørkt sand, farverige både trukket op på strandbredden, net, der hænger til tørre, og duften af espeto fra flere strandrestauranter på én gang. El Palo er det mest maritime kvarter, Málaga har tilbage, og i århundreder var det ikke engang Málaga: det var en fiskerlandsby for sig, med sine jábegas, der roede ud ved daggry. Den dag i dag går der stadig både ud på fiskeri fra det samme sand.
Jábegas og øjet malet på stævnen
Bådene, der ligger trukket op her, er ikke kulisse. En jábega er en traditionel robåd fra denne kyst, med smalt skrog, hævet stævn og meget spids agterende, bygget til at gå ud og komme ind direkte fra stranden, dengang der ikke var nogen havn at lægge til i. De blev skubbet i vandet med håndkraft og hentet ind på samme måde, slæbt hen over sandet.
Gå hen og se på stævnen. Næsten alle har et øje malet på hver side, et motiv af ældgammel oprindelse, der kan spores tilbage til fønikernes fartøjer i Middelhavet: øjet skulle få båden til at »se« kursen og holde det onde væk. Det var fønikerne, der grundlagde Málaga, og den detalje er det ældste, du kan røre ved i byen uden at gå ind på et museum.
Jábega gav desuden navn til en form for fiskeri med vod, der blev trukket ind fra land, hvor to hold halede i nettets liner fra strandkanten. Det var et arbejde for hele kvarteret, med kvinder og børn på rebet, og det holdt familierne her oppe i generationer.
Espeto, der hører hjemme her
Espeto af sardiner blev født på disse strande og laves stadig på samme måde: seks sardiner sættes på et spyd af rør, der stikkes skråt ned i sandet ved siden af en gammel båd fyldt med sand, hvor der brænder olivenbrænde, og de steges ved gløddernes varme fra siden, aldrig ovenover. Båden med sand er ikke folklore: det er den eneste måde at have et sikkert bål på en strand.
Den lokale regel om, hvornår du skal bestille dem, er enkel og bliver overholdt: månederne uden r. Fra maj til august har sardinen den rette mængde fedt, og i månederne med r er den magrere. De spises med fingrene, uden bestik, og man beder ikke om brød ved siden af, for det er der ikke brug for.
Langs stranden ligger strandrestauranterne den ene efter den anden, nogle med mere end et århundredes familiehistorie. Fisken på bordet kan have været i vandet samme morgen, og det er den reelle forskel fra ethvert chiringuito (strandbar) i centrum.
Gå ikke glip af
Øjet malet på stævnen
Et motiv af fønikisk oprindelse, så båden kan »se« kursen. Det ældste, du kan røre ved i Málaga uden at gå ind på et museum.
Båden fyldt med sand
Bålet til espeto brænder inde i en gammel båd fyldt med sand. Det er den eneste sikre måde at have gløder på stranden.
Månederne uden r
Fra maj til august har sardinen den rette mængde fedt. Reglen overholdes til punkt og prikke i kvarteret.
Her fiskes der stadig
Der går stadig både ud fra dette sand. Fisken i strandrestauranterne kan være fra samme morgen.
Sådan passer det ind i dit besøg i Málaga
Det ligger omkring fem kilometer øst for centrum, og du kommer derud med bybus på tyve minutter eller til fods ad strandpromenaden, hvis du har lyst til at gå en god time langs havet. På cykel ad cykelstien langs kysten er det en meget behagelig tur.
Det, der fungerer, er at kæde det sammen med Pedregalejo, der ligger lige før, når du kommer fra byen: først de små bugter med høfderne og fiskerhusene, derefter El Palo, som er mere folkeligt og mindre pyntet. Undervejs passerer du Corpus Christi-kirken, kvarterets sognekirke.
Det er en plan til middagstid eller solnedgang, og du gør klogt i at komme sulten. Om sommeren holdes der kaproninger i jábegas, hvor hold af roere dyster i netop disse både, og de kan ses fra sandet.
Ofte stillede spørgsmål
Ror man stadig i de både?
Og hvordan! Jábega-båden fiskede ikke kun: I dag er den også en sport. Om sommeren holdes der kaproninger, hvor hold af roere dyster tag for tag i de samme både som altid. Det er et smukt skue fra strandkanten, med folk, der hepper fra sandet. Så båden, du ser trukket op på stranden, tager måske ud i eftermiddag for at konkurrere og ikke for at fiske.
Hvem solgte al den fisk rundt i Málaga?
Fiskesælgeren cenachero, en skikkelse så typisk for stedet, at han har sin egen statue i centrum. Det var sælgeren, der bar en stang på skulderen med to runde kurve af espartogræs, cenachos, fulde af ansjoser og sardiner lige hentet op fra disse strande, og som solgte dem i gaderne, mens han sang sine varer ud. Han forsvandt for årtier siden, men for Málaga er han stadig et af byens symboler: manden, der bar havet til fods helt hen til din hoveddør.
