Øens mest berømte handelsgade og i mere end et århundrede Las Palmas' store udstillingsvindue. Den er gågade og altid fuld af mennesker, men det virkelige skue er ikke i butiksvinduerne: det er oppe over dem, i en enestående samling af jugendstilfacader fra begyndelsen af 1900-tallet.
Løft blikket
Indglassede karnapper, stuk, guirlander, smedejern, hjørnekupler. Da øens handel blomstrede takket være havnen og bananen, ville borgerskabet have en gade, der svarede til dets ambitioner, og hyrede de bedste til at klæde den på.
Resultatet er et museum under åben himmel, som man går igennem uden at lægge mærke til det. Gå langsomt, kryds fra det ene fortov til det andet, og sammenlign altanerne: det er den eneste måde at se det på, for fra ét fortov alene får du ikke perspektivet.
Det er Trianas sjæl: handel og skønhed hånd i hånd, forretning og kunst på det samme fortov. Byen kommer her for at handle, men frem for alt for at se og blive set, på den catwalk, som folk fra Gran Canaria har brugt i generationer.
Hvor pengene kom fra
Før bananen var der et lillebitte kryb, der gjorde folk fra Gran Canaria rige: cochenillen, et insekt, der lever på figenkaktussen, og som man udvandt et meget dyrt rødt farvestof af, højt værdsat i 1800-tallets Europa.
Da de kemiske farvestoffer sænkede den forretning, kom bananen og tomaten og tog over. Den cyklus af monokulturer til eksport – sukkerrør, vin, cochenille, banan – er De Kanariske Øers økonomiske historie i fire ord.
Og så er der havnen. Bag Puerto de la Luz står et navn, der er helligt her: Fernando León y Castillo, politiker og diplomat fra Gran Canaria, som fra Madrid trak i trådene, for at den blev bygget fra 1883. Arbejdet blev ledet af hans bror Juan, der var ingeniør.
Den havn gjorde byen til en stor mellemstation i Atlanterhavet, og derfra kom den kapital, der betalte disse facader. Uden havnen intet Triana i jugendstil: forbindelsen er direkte.
Gå ikke glip af
Et jugendstilmuseum under åben himmel
Indglassede karnapper, stuk, guirlander og hjørnekupler fra begyndelsen af 1900-tallet.
Cochenillen betalte det
Et insekt fra figenkaktussen, som man udvandt et meget dyrt rødt farvestof af i 1800-tallets Europa.
Og siden bananen
Da de kemiske farvestoffer sænkede cochenillen, kom bananen og tomaten.
Uden havnen intet Triana
Puerto de la Luz, som blev sat i gang fra 1883, bragte den kapital, der betalte disse facader.
Sådan passer den ind i dit besøg i Las Palmas
Den begynder ved Teatro Pérez Galdós og Guiniguada-kløften og løber gennem hele Triana til San Telmo-parken. Den er kvarterets rygrad.
Du kan gå den på femten minutter uden at stoppe eller på en god time, hvis du ser på facader og går ind i butikker. Det sidste er meningen.
Undervejs ligger Pérez Galdós' Hus i calle Cano og kirken San Francisco. Og fem minutter væk, på den anden side af kløften, begynder Vegueta.
Ofte stillede spørgsmål
Hvor kom pengene til disse facader fra?
Før bananen var der et bitte lille kryb, der gjorde gran canarierne rige: cochenillen, et insekt, der lever på figenkaktussen, og som man udvandt et knaldrødt og meget dyrt farvestof af, højt skattet i 1800-tallets Europa. Da de kemiske farvestoffer fik den til at gå ned, tog bananen og tomaten over og bar formuen videre. For de penge klædte borgerskabet, generation efter generation, gaden på. Ren luksus, sprunget ud af en ydmyg figenkaktus.
Hvem står bag havnen?
Et navn, der er helligt her: Fernando León y Castillo, gran canarisk politiker og diplomat, der fra Madrid trak i trådene, så Puerto de la Luz blev bygget fra 1883. Arbejdet blev ledet af hans bror Juan, der var ingeniør. Den havn gjorde byen til et stort anløbssted i Atlanterhavet og fyldte den med skibe, kul og handel. Uden León y Castillo-brødrene ville denne gade ikke stråle, som den gør. Bag hver facade ligger der i bund og grund en mole.
