En lille juvel, som mange går lige forbi. Det blev rejst i første halvdel af 1500-tallet og var oprindelig en del af et franciskanerkloster, så det hører til de ældste kristne bygninger, Marbella har tilbage. Og tårnet er ottekantet, afsluttet med glaseret keramik, der skinner i solen.
Franciskanere og et koket tårn
Klosteroprindelsen forklarer både beliggenheden og størrelsen: franciskanerne slog sig ned i udkanten af de nyerobrede byer og byggede nøgternt, i tråd med deres ordens regel. Facaden af bar sten med det udhuggede våbenskjold følger den logik.
Det gør tårnet til gengæld ikke. Det er ottekantet – en usædvanlig form – og afsluttet med azulejos af glaseret keramik, der skinner i solen, en tilføjelse fra 1700-tallet. Det er det mest kokette element i anlægget og det, der gør det genkendeligt på lang afstand.
Den kombination af nøgternhed fra 1500-tallet og en afslutning fra 1700-tallet er almindelig i Andalusiens kulturarv: den oprindelige bygning er stram, og barokken tilføjer den farve og glans, som vi i dag forbinder med det typisk andalusiske.
Det, kapellet gemmer indenfor
Det er hjemsted for Santo Cristo, Kristusfiguren, der bæres ud på skuldrene, når byen beder. Det bånd til et levende broderskab er det, der har holdt bygningen i brug og i god stand i fem århundreder.
»Vera Cruz« betyder Det Sande Kors: »vera« er gammelt castiliansk for »verdadera«, sand, og det henviser til korset fra korsfæstelsen. Det var en af de store andagter, som franciskanerne bragte med sig, og overalt i Spanien opstod der Vera Cruz-broderskaber, nogle af de ældste, der findes.
Indenfor er der detaljer, som næsten ingen ved, de skal se efter: et kor, der er overraskende velholdt i forhold til kirkens størrelse, og en toscansk søjle, der går direkte ned i døbefonten, en særpræget og ret sjælden konstruktionsløsning.
Anlægget er lille og besøget kort, femten minutter, men det er et af de steder, hvor det interessante ligger i detaljerne og ikke i den samlede virkning. Det er værd at gå ind med vågne øjne.
Gå ikke glip af
Det var et franciskanerkloster
Fra første halvdel af 1500-tallet. En af de ældste kristne bygninger, der er tilbage i byen.
Ottekantet tårn med keramik
Glaserede azulejos, der skinner i solen, tilføjet i 1700-tallet oven på en bygning fra 1500-tallet.
Vera Cruz = Det Sande Kors
»Vera« er gammelt castiliansk for »verdadera«, sand. En franciskansk andagt med broderskaber overalt i Spanien.
En søjle i døbefonten
En toscansk søjle, der går direkte ned i døbefonten: en sjælden konstruktionsløsning.
Sådan passer det ind i dit besøg i Marbella
Det ligger i den gamle bydel, tæt på kirken La Encarnación og kapellet San Juan de Dios. De tre kan tages i ét stræk, og på en time dækker du hele den gamle bydels religiøse kulturarv.
Tårnet er pejlemærket, når du skal finde det: ottekantet og med glaseret keramik skiller det sig ud fra den gamle bydels andre klokkegavle og klokketårne flere gader væk.
Åbningstiderne afhænger af gudstjenesterne og broderskabet, så det kan være lukket. Er det det, er tårnet og facaden af bar sten med våbenskjoldet allerede omvejen værd, og den tager i øvrigt to minutter.
Ofte stillede spørgsmål
Hvad betyder »Vera Cruz«?
Det lyder underligt, ikke? »Vera« er gammelt castiliansk for »verdadera«, sand, så Vera Cruz betyder »Det Sande Kors«, korset fra korsfæstelsen. Det var en af de store andagter, som franciskanerne bragte med sig, og overalt i Spanien opstod der Vera Cruz-broderskaber, nogle af de ældste, der findes, viet til at ære Kristi kors og det blod, der blev udgydt på det. Derfor går mange af dem i sort og drager ud med den mest nøgterne bod: her kan intet guld måle sig med et simpelt stykke træ.
